Iran: Kvinde, liv og frihed

Mens vi i Europa kæmper med de stigende energipriser og en høj inflation, er der er en revolution i gang i Iran. Det hele startede med den unge iransk-kurdiske kvinde, Jina Mahsa Amini, hvis navn går i historien. Den 22-årige unge kvinde nægtede at lytte til moralpolitiet, som var forarget over at hendes tørklæde ikke dækkede hovedet tilstrækkeligt. Hendes modstand kom til at koste hende livet, men hendes død tændte liv til en oprørsbevægelse – en bevægelse af kvinder og mænd, der siden Aminis død har fyldt Teherans gader, og siden er bevægelsen spredt sig til hele landet og nu til resten af verden.

Jina Mahsa Amini, Iran

Hvis håb har en stemme, så hedder den Jina Mahsa Amini. Jina Mahsa har tændt en gnist hos mange kvinder og mænd, der lige nu går på gaderne i Iran med livet som indsats. Siden Aminis død er der flere dræbte – både unge kvinder og mænd. Det iranske præstestyre er brutal og tonedøv overfor enhver form for udvikling og frigørelse når det gælder kvinder.

Men det stopper ikke de tusindvis af modige mennesker i Iran. De bliver ved og ved med at gå og råbe: KVINDE LIV OG FRIHED. De vil ikke finde sig i at blive undertrykt og dikteret til hvad de skal have på, hvornår og hvorfor. De vil bare gerne være kvinder og have et liv i frihed.

Demonstrationer i København og Aarhus

I dag var der demonstrationer både i København og i Aarhus. Men også i andre større byer i Europa er der støttedemonstration for de modige mennesker i Iran.
Aminis kusine var til støttedemonstration i København foran Thorvaldsens Museum i dag. Hun holdt en bevægende tale og fastslog at Jinas Mahsas død var ikke forgæves. Det har hun ret i, for Jina blev gnisten der tændte ilden hos mange iranske unge kvinder og mænd, der har fået nok af præstestyret. Og disse modige mennesker opråb blev i dag både hørt og set. På de sociale medier ser vi også hundredvis af kvinder klippe deres hår til støtte for kvinderne i Iran, nogle dedikerer en sang, andre en dans eller et digt. Hun er blevet symbolet på den frihed som mange iranere har sultet efter siden det mørke præstestyre tog over i 1979.

Men støttedemonstrationer er ikke nok, disse mennesker har også brug for at regeringerne og EU siger klart fra overfor regiments brutale overgreb på sin befolkning.

Som forkvinde for kvinderådet er jeg stolt over at have fået lov til at holde en tale og læse vores støtteerklæring for kvinderne i Iran. Den kommer her:
**

Udtalelse til støtte for kvinder i Iran

Kvinderådet udtaler hermed sin solidaritet med de modige kvinder i Iran der lige nu demonstrerer for frihed og basale menneskerettigheder:

Vi mindes Jina Mahsa Amini – en kurdisk-iransk kvinde – som blev arresteret i Teheran og døde i moralpolitiets varetægt for sin påklædning, som moralpolitiet ikke anså for passende. Der er tale om en forbrydelse, som skal efterforskes og straffes.

Kontrol af kvinder og deres påklædning, som moralpolitiet i Iran udfører – og som de har fået mandat til at udføre af regimet – anser vi for at være kønsbaseret vold og undertrykkelse og en krænkelse af kvinders menneskerettigheder.

Kvinder har ret til at udtrykke sig, som de vil, være frie og ligestillet. De krav, kvinderne i Iran og alle andre steder i verden stiller, er retfærdige. Det er deres protester op opråb også.
Kvinderådet opfordrer det internationale samfund til at fordømme undertrykkelse og vold mod kvinder og kvinderettighedsaktivister i Iran og resten af verden. Det er afgørende, at det internationale samfund tager klar stilling imod regimer, der undertrykker kvinder. Og anerkender det vigtige arbejde, som kvinderettighedsaktivister laver – i Iran og i resten af verden – og støtter og beskytter dem.

Yildiz Akdogan

Yildiz Akdogan: Støt kvinderne i Iran

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *