Mange københavnere har mere til fælles med folk fra Lolland end fra Indre By
Berlingske Tidende
København er ikke bare akademikere og kaffeelskere. Mange københavnere oplever alvorlige sociale udfordringer. Det kommer vi ikke til livs, hvis vi vender det blinde øje til hovedstaden, skriver Yildiz Akdogan, der er medlem af Borgerrepræsentationen og folketingskandidat for Socialdemokratiet.
København er en mangfoldig by på godt og ondt. Byen er anerkendt i hele verden for dens cykelkultur, grønne klimatiltag og spulende kulturliv.
Men København står også over for alvorlige sociale udfordringer. Det viser nye nøgletal fra Københavns Kommune. Som medlem af kommunens socialudvalg har jeg kendt til udfordringerne længe. Jeg vil derfor opfordre til, at man i den forestående valgkamp ikke glemmer, hvor forskelligartet københavnerne i virkeligheden er.
Jeg frygter, at den kommende valgkamp vil byde på meget mere »københavner-bashing«. Jeg har i løbet af sommeren læst flere politiske analyser fra forfatter og debattør Lars Olsen, hvor han påpeger, at Socialdemokratiet gør strategisk klogt i at appellerer til vælgere i forstæder, købstæder og stationsbyer frem for København.
Pia Allerslev (V), tidligere borgmester i København, mener, at frygten for, at Inger Støjberg bliver stemmesluger blandt vælgere uden for storbyerne, kan lede til en valgkamp, hvor københavnere bliver
boksepuder. Det er to velbegrundede analyser, men jeg håber ikke, at de bliver virkelighed.
Jeg ønsker en regering, som fører en ansvarlig og retfærdig omfordelingspolitik. Det vil gavne danskere fra Frederikshavn til København. Jeg frygter dog, at folketingskandidaterne vil opstille kunstige modsætningsforhold mellem København og resten af landet i jagten på stemmer. Det er bekymrende, fordi rigtig mange københavnere oplever alvorlige sociale udfordringer. De bliver glemt
i fortællingen om de forkælede akademikeres og caffe latte-elskeres København.
Store forskelle i København
Nye tal fra Københavns Kommune viser, hvor stor forskel der er på københavnere. Gjorde man Bispebjerg til en kommune, ville den med sine 55.000 indbyggere være Danmarks fattigste. I Brønshøj-Husum er andelen af børn, der lever i relativ fattigdom 4,7 procent. Det er dobbelt så højt som landsgennemsnittet ifølge registerdata fra Danmarks Statistik. I København bor der også mange udsatte voksne, som lever i hjemløshed eller har et stofmisbrug. Socialdemokratiet har altid taget ansvar for at sikre lige muligheder for vores børn og give udsatte voksne den hjælp, de har krav på. Det kommer vi ikke til at lykkes med, hvis vi vender det blinde øje til hovedstaden.
Jeg ønsker et folketing, som tager københavnerne alvorligt. I stedet har jeg set et Christiansborg, som besluttede at flytte erhvervsuddannelser ud af København med det argument, at forudsætningerne for at rekruttere velfærdspersonale forbedres, når man flytter uddannelserne tættere på fremtidige arbejdspladser. Det på trods af, vi har alvorlige rekrutteringsudfordringer i København. Det er dobbelt så svært at finde kvalificeret velfærdspersonale i hovedstaden som i Nordjylland.
Velfærdsansatte såsom sosu-assistenter, pædagoger, lærere og sygeplejersker er fagpersoner, vi desperat har brug for. København er hele Danmarks hovedstad og skal være en by for alle. Alle danskere kan være stolte af, at udenlandske virksomheder investerer milliarder i landets hovedstad, og vi har igen i år vist, at København er en fantastisk vært for store kulturelle begivenheder. Lader vi os forblænde af populistiske forsøg på at skildre en fiktiv land mod by fortælling, så glemmer vi, at mange københavnere har mere til fælles med borgerne på Lolland end københavnerne i Indre By. De er lige så stor en del af København som akademikerne, og deres stemme fortjener også at blive kæmpet for i den kommende valgkamp.
Yildiz Akdogan er medlem af Borgerrepræsentationen og
folketingskandidat for Socialdemokratiet